Liv i universet?
I. På alle stadier af universets udvikling har der været liv: som singularitet, plasma, atomer osv.
II.a. Hvert symetribrud er påvirket af liv
II.b. Livet påvirker symetribrudene imod livets fortsættelse.
Dansk blog med tanker fra et intellektuelt mareridt.
I antikken opregnede de fire elementer: jord, luft, ild og vand, og på denne tid var der guder der herskede over disse.
En moderne opremsning af elementerne vil være uoverskuelig, for ikke at sige irrelevant. Vi taler om atomer, og selv om ordet oprindeligt betyder udelelig er disse atomer delelige. De antikke elementer kalder en moderne fysiker for tilstande og vi kender dem nu som fast, flydende, gas og plasma tilstande.
Antikkens elementer er altså blevet opdelt, inddelt og sorteret. De er ligesom blevet usynlige for vores videnskab som elementer, den moderne videnskab er blevet så finmasket af de tidlige elementer er grove. Måske hænger dette forhold sammen med gudernes forsvinden. Men kan vi udelukke at de entiteter der beherskede de antikke elementer, hvor dele og tilstande endnu var anskuet uden yderligere analyse, kan begribes og anskues med vores finmaskede videnskabelige anskuelsesnet?
Måske er alt som hidtil; i mangel på tillid og forstand har vi blot sluppet vores greb et sted i tiden, og i mangel på retningssans har vi troet at jo finere detaljer vi ser i verden, des mere af verden vi ser. Måske forholder det sig ingen lunde sådan; måske er det blot nogle andre dele vi får øje på. Den verden vi ser i dag virker mere død end den de så den gang; spejlende kristendommens og den efterfølgende oplysnings massacre på naturfilosofi og naturreligionerne. Er dette et tab eller en berigelse af vores viden?
I den klassiske filosofi troede man stadig på at verdenstæppet kunne trævles på i en eller ganske få tråde, hvis blot man fik fat og hevet i den rigtige ende af den rigtige tråd. Delvist enig, det vil sige enig i teknikken men ikke nødvendigvis i tilliden til metodens omfang, kan vi begynde jagten. Tag et kik på denne: Den selvopfyldende profeti. Hvad mon der sker hvis vi finder dens ende og hiver til?
Hvad adskiller det at være ung fra det at være voksen? I en verden hvor alle traditioner søger tilflugt i det økonomiske systems reproduktive organer; hvor al værdi forsøges industrielt reduceret til moneter, i en sådan verden, bliver håbet om en verden baseret på kvalitative værdier til en slatten sutteklud. Den moderne entreprenør sidder med en globus i den ene hånd og en tegnehånd i den anden. Foran ham står den unge med sin sutteklud og munden fuld af gode ideer til at redde verden. Når den jobsøgende atter forlader entreprenørens kontor, smiler entreprenøren overbærende og husker tilbage til da han selv var ung. Han sukker ved mindet om sit forlagte storsind og ihukommelsen af hvad der stod i vejen for hans drift den gang. Men nu er han voksen, og kan varme sig ved ilden af sin brændende sutteklud.
Entreprenøren er blevet realist. Realist i modsætning til den unges fantasme. Det der skiller realisten fra fantasten er at realisten er blevet voksen. Realisten er netop blevet voksen i sin opgivelse af ungdommens fantasi; det er det vendende punkt. Det var da han forvandlede sin ungdoms ildhu til sin virksomme drivkraft ved at slukke ilden i sit sind og antænde sluttekluden i stedet for. I dette rite sluttede han sig til de voksnes rang, rigt belønnet for sit tab. Altid et hoved højere end den næste generation der netop endnu ikke har indset hvor enkel en bevægelse overgivelsen til realiteterne i grunden er.
Den unge møder verden med åbne øjne. Endnu sprudlende af sin organismes naturlige vækst, tør den unge endnu møde verdens fatalisme med erkendelse af dens unaturlighed. Instinktivt fornemmes den destruktive status quos skrøbelighed. I samlet flok tør de unge fremlægge deres visioner. Visioner der kunne forandre det onde til det gode, hvis blot det blev gjort til virkelighed. Intet ved virkeligheden som sådan afholder forandringen; skulle landvæsner der ved tankens kraft har besejret havet, himlen og rummet end ikke kunne besejre en dårlig vane?
De unge støder deres fine hoveder mod en urokkelig mur. Muren er så urokkelig fordi den er lavet af det samme stof som dem selv. De forrige generationers ungdoms ildhu er nu forvandlet til en urokkelig modsætning. Hver generation møder resignationen af den forrige generations ildhu. Mekanismen er blot denne: det kan ikke lade sig at gøre fordi folk ikke kan enes om det. Det forhold der er bestemmende for at folk ikke "kan enes om det" er at "folk" selv har mødt verden med ildhu og har måtte resignere for at leve videre.
Der er intet virkeligt i denne mur. Den findes ikke. Hvis blot kæden en enkelt gang ikke føres videre. Hvis blot én generation ikke får tændt sin ungdoms ild, så vil deres børn ikke møde resignationen når de tænder deres. Først da vil verden se at det slet ikke er sutteklude som ungdommen holder men vægen til de fakler der snart vil bort drive fatalismens nat lange nat.