Liv i universet?

En lidt vild påstand, som jeg vil prøve at tænke videre over senere:
I. På alle stadier af universets udvikling har der været liv: som singularitet, plasma, atomer osv.
II.a. Hvert symetribrud er påvirket af liv
II.b. Livet påvirker symetribrudene imod livets fortsættelse.

Fremtidens værdier

Det fundamentale skift der ligger i den forestående genfortolkning af værdi byder os ikke at afvikle det kapitale system, men at bistå det i ændringen fra at skabelsen af behov til opfyldelsen af dem. Fortidens problemer er da egentligt muligheden for at hjælpe.

Det er ikke personligt

I den populære betydning af sætningen "Det er ikke ment personligt", hvad er det da der ligger bag den? Hvad betyder det når et menneske til et andet siger "det er ikke personligt" imens det svinger hammeren?
Som regel betyder det noget i nærheden af "jeg er her ikke som mig selv, men som repræsentant for noget andet." Udtalelsen finder sin plads på tidspunkter hvor dens ophavsmand netop kan se en grund til at modparten vil anse hans tilstedeværelse, eller dennes efterfølgende handling, som et personligt angreb.
Sætningens ytrerer er dér, til stede, som en institution, og mødet med den andens person bliver umuligt, for den anden har overladt sin tilstedeværelse til en "tredje" - instutionen.

Det er et asymetrisk møde imellem et menneske og et anderledes væsen der ikke kan møde menneskets person. Det anderledes væsen møder ikke menneskets person men mennesket som noget andet. Når den anden siger "det er ikke ment personligt" siges der i princippet at menneskets person er sammenhængen irrelevant. Hvis personen kunne undslippe ville det ikke være et problem for de efterfølgende begivenheder.

Fra elementer til massetæthed

I antikken opregnede de fire elementer: jord, luft, ild og vand, og på denne tid var der guder der herskede over disse.

En moderne opremsning af elementerne vil være uoverskuelig, for ikke at sige irrelevant. Vi taler om atomer, og selv om ordet oprindeligt betyder udelelig er disse atomer delelige. De antikke elementer kalder en moderne fysiker for tilstande og vi kender dem nu som fast, flydende, gas og plasma tilstande.

Antikkens elementer er altså blevet opdelt, inddelt og sorteret. De er ligesom blevet usynlige for vores videnskab som elementer, den moderne videnskab er blevet så finmasket af de tidlige elementer er grove. Måske hænger dette forhold sammen med gudernes forsvinden. Men kan vi udelukke at de entiteter der beherskede de antikke elementer, hvor dele og tilstande endnu var anskuet uden yderligere analyse, kan begribes og anskues med vores finmaskede videnskabelige anskuelsesnet?

Måske er alt som hidtil; i mangel på tillid og forstand har vi blot sluppet vores greb et sted i tiden, og i mangel på retningssans har vi troet at jo finere detaljer vi ser i verden, des mere af verden vi ser. Måske forholder det sig ingen lunde sådan; måske er det blot nogle andre dele vi får øje på. Den verden vi ser i dag virker mere død end den de så den gang; spejlende kristendommens og den efterfølgende oplysnings massacre på naturfilosofi og naturreligionerne. Er dette et tab eller en berigelse af vores viden?

Vi er alle inuit

På grønlandsk betyder inuit noget i stil med rigtige mennesker. Så vidt jeg ved er både mænd og kvinder inuitter. Det samme kan ikke siges om de gamle grækere. Hos dem var det kun patriarkerne der var rigtige mennesker. Hvor vil jeg hen med dette? Jo, forskellige kulturer har forskellige begreber om hvad det vil sige at være menneske. Set i lyset af det postmoderne menneskesyn er det vores art der definere os som mennesker. M. Foucault bestrider dog dette forhold idet han siger at mennesket opstod med den videnskabelige objektificering af mennesket - men det er et andet emne.
Det jeg vil frem til her er, at det egentligt menneskelige ikke er knyttet til vores kroppe. Artsspecifikationen er håbløs elendig til formålet hvis ikke meningen skal vandes ud. For mig, lige nu betyder det at være menneske at være i besiddelse af en særlig kognitiv kapacitet. Min fornemmelse går i retning af at denne kapacitet ikke er uløseligt forbundne med vores nuværende kropslige konfiguration. Hypotetisk set vil jeg gerne åbne for muligheden for at det som jeg identificere mig med som menneske, dvs. min særligt menneskelige egenskab eller evne, kan være fælles med f.eks. et væsen fra en anden planet eller en fjern galakse. Eller for den sags skyld et andet dyr der lever i min samtid her på moder Jord.
Igennem tiderne er menneskelige blevet et bredere begreb. Jeg ser dyrevelfærdsdebatten som et udslag af at det særegent menneskelige, dvs.. det menneskelige som det etisk fordrende forhold ved entiteter, breder sig endnu en gang længere ud og inddrager endnu en sfære af organismer.

Den motiverende dystopi

Denne blog startede med en ide: at være et medie for nogle af de mørke tanker der flyder gennem et intellekt i den postmoderne æra. Det er nu flere dage siden, i en tid hvor tiden til tider går ret hurtigt, og tiden er nu kommet til at reflektere lidt over udgangspunktet.

Alt det mørke kommer først til rette ved lyset. Med andre ord: livets mørke side er til for at motivere. Når den rette motivation er der så er mørkets krykker ikke længere vel egnede. Når det alligevel er vigtigt at snakke om det dystre, male dystopiske udsigter med store farverige udtryk, så er der tale om en dialektik mod dem der ikke kan se det dårlige ved det dårlige.

Ultraliberalisten, økonomen der har gjort sit genstandsfelt til ideologi og er tilhænger af dette felts overherredømme over alle andre, har brug for at åbne sine øjne for verdens mangfoldighed. Umuligheden af at opgøre det der har værdi i numeriske former er uomgængelig. Det stædige forsøg vil i enden, med vold og magt, møde sin manglende erkendelse som en mur.

Når pointen er forstået kan dialektikken slå om igen, og tænkeren må rette sig og se verden i det mere behagelige lys, hvor mørket ikke er baggrunden men farvernes mulighedsbetingelse.

Svært a priori

Nu er det på tide at folk i verden vågner op, og indser omtrent hvor umuligt klinisk rent en proposition i grunden skal være for at passe til booleanske værdier af sand og falsk. Immanuel Kant forestillede sig at fornuften var i stand til at resonere over fænomenernes mulighedsbetingelser med en sådan sikkerhed, og også kun til netop den udstrækning. For så vidt som det var rigtigt giver jeg Wittgenstein ret i, at det der så kan siges med en så høj en sikkerhed slet ikke burde blive sagt, da det jo er præcis så indlysende, at det må erkendes a priori for at man kan forstå det der allerede er erkendt a priori i anskuelsens form.

Og det er jo ikke så let at forstå, så hvorfor prøve og ikke blot glæde sig over at vi allerede ved det når vi erkender fænomenet.

Hver-dag-en

Hverdagen, hvilket grufult udtryk.
Hver-dag-en; preffixet "hver-" diktere begrebets almenhed; at dække over hver eneste (hver-X) X.

"-dag-" - fastlåst til en klodes tidsramme, - a-menneske facistoid fastholden af dagen som den primære aktivitetskreds.

"-en" - suffixet der subsumere alle dage under et; i arbejdets tjeneste.


Adr! ;)

Behovskredsløb

Ligesom verden er fyldt med lidelse er den også fyldt med behag. Enhver lidelse er ledsaget af sin positive modsætning. Tilsammen danner behov og tilfredsstiller et kredsløb der muliggør dets fremtidige beståen. Tørsten og behaget ved at få tørstens slukken opretholder et kredsløb der er centralt for menneskelivets beståen, ligesom det forholder sig med mad, luft og varme m.fl.

Som alle ved er der afhængighed som ikke er fremmende for varig lykke og velbehag. Sådan en afhængighed standses lige som alle andre behovstilfredsstillelses kredsløb ved berøve kredsløbbet dets tilfredsstillelse. Sker det forsvinder med tiden de dele der er afhængig af kredsløbet, og når der er tale om overflødige eller skadelige behovskredsløb er dette gavnligt for den varige lykkefølelse.

Det motivationelle imperativ

Motivation syntes at være liberalistens primære hensigt, ligesom motivation syntes at være liberalistens forklaring på sovjetunionens uomgængelige sammenbrud. Danmarks nuværende regering afslører deres liberalistiske grundsyn på livet ved at have motivation som den aksiomatiske grundintention for alle deres formålsrationelle beslutninger.

Den liberalistiske tænkning er ikke upartisk i dens motivationscentrerede tænkning. Den liberalistiske motivations tænkning har en indædt interesse i arbejdets maksimering. Pausen, ferien og fritiden er kun noget i kraft af at det muliggør arbejdet. Ønsket om at være den tænkning der få lov til at bestemme rammerne for dem er derfor til at få øje på. Tænkningen ønsker at reducere alle disse og des lige til motivationelle redskaber. Ferien bliver en belønning for den store indsats. Pausen bliver belønningen for den uforstyrede arbejdstid. Og fritiden bliver belønningen for fleksibiliteten der netop lader fritiden flyde sammen med arbejdet.


Det er motivationen til produktivitet der er den fremhærskende og den bliver meget let totalitær. Truslen om at alt der måtte motivere mod noget andet, og dermed imod produktiviteten, forbydes ved lov er meget reel. Uden at komme med eksempler kan de fleste komme på op til flere eksempler, hvor det er den mere eller mindre officielle årsag.

Selvopfyldende profeti

I den klassiske filosofi troede man stadig på at verdenstæppet kunne trævles på i en eller ganske få tråde, hvis blot man fik fat og hevet i den rigtige ende af den rigtige tråd. Delvist enig, det vil sige enig i teknikken men ikke nødvendigvis i tilliden til metodens omfang, kan vi begynde jagten. Tag et kik på denne: Den selvopfyldende profeti. Hvad mon der sker hvis vi finder dens ende og hiver til?

Hvad adskiller det at være ung fra det at være voksen? I en verden hvor alle traditioner søger tilflugt i det økonomiske systems reproduktive organer; hvor al værdi forsøges industrielt reduceret til moneter, i en sådan verden, bliver håbet om en verden baseret på kvalitative værdier til en slatten sutteklud. Den moderne entreprenør sidder med en globus i den ene hånd og en tegnehånd i den anden. Foran ham står den unge med sin sutteklud og munden fuld af gode ideer til at redde verden. Når den jobsøgende atter forlader entreprenørens kontor, smiler entreprenøren overbærende og husker tilbage til da han selv var ung. Han sukker ved mindet om sit forlagte storsind og ihukommelsen af hvad der stod i vejen for hans drift den gang. Men nu er han voksen, og kan varme sig ved ilden af sin brændende sutteklud.

Entreprenøren er blevet realist. Realist i modsætning til den unges fantasme. Det der skiller realisten fra fantasten er at realisten er blevet voksen. Realisten er netop blevet voksen i sin opgivelse af ungdommens fantasi; det er det vendende punkt. Det var da han forvandlede sin ungdoms ildhu til sin virksomme drivkraft ved at slukke ilden i sit sind og antænde sluttekluden i stedet for. I dette rite sluttede han sig til de voksnes rang, rigt belønnet for sit tab. Altid et hoved højere end den næste generation der netop endnu ikke har indset hvor enkel en bevægelse overgivelsen til realiteterne i grunden er.

Den unge møder verden med åbne øjne. Endnu sprudlende af sin organismes naturlige vækst, tør den unge endnu møde verdens fatalisme med erkendelse af dens unaturlighed. Instinktivt fornemmes den destruktive status quos skrøbelighed. I samlet flok tør de unge fremlægge deres visioner. Visioner der kunne forandre det onde til det gode, hvis blot det blev gjort til virkelighed. Intet ved virkeligheden som sådan afholder forandringen; skulle landvæsner der ved tankens kraft har besejret havet, himlen og rummet end ikke kunne besejre en dårlig vane?

De unge støder deres fine hoveder mod en urokkelig mur. Muren er så urokkelig fordi den er lavet af det samme stof som dem selv. De forrige generationers ungdoms ildhu er nu forvandlet til en urokkelig modsætning. Hver generation møder resignationen af den forrige generations ildhu. Mekanismen er blot denne: det kan ikke lade sig at gøre fordi folk ikke kan enes om det. Det forhold der er bestemmende for at folk ikke "kan enes om det" er at "folk" selv har mødt verden med ildhu og har måtte resignere for at leve videre.

Der er intet virkeligt i denne mur. Den findes ikke. Hvis blot kæden en enkelt gang ikke føres videre. Hvis blot én generation ikke får tændt sin ungdoms ild, så vil deres børn ikke møde resignationen når de tænder deres. Først da vil verden se at det slet ikke er sutteklude som ungdommen holder men vægen til de fakler der snart vil bort drive fatalismens nat lange nat.

Tre-enighed

Ingen af de berørte vil være enig, - derfor er det næppe en sandhed af betydning. Men de kristne havde ret i guds-treenighed: Judæisme, Krisdendom og Islam.

"Detaljer! Detaljer!"

Når en kultur har vokset sig stor sker det vel sagtens, at hvad der syntes en neglicerbar flig i fordums tid nu syntes at være en af de sprækker der truer med at spalte spejlet. Hvordan kan en verden samles i en fred, når intet kan vokses så stort at det omfatter alle? Et svar kan søges i det uanstrængte: sådan som det er, - og derfra kan detaljer så ordnes uden at lade dem vokse.

Oplysningens røgslør

Fordoblingen af kaos involverer orden af den skrækkeligeste sort.
Den systematiske omvending af alting til sin modsætning:
Fornuften - tro.
Vejledning - overtro.
Kærligheden analyseres efter omstændighedernes luner.
Spaltes i det patriakalske og det materiakalske.
Det ene sættes før det andet efter en stokastisk variabel.
Kaos før døden.
Orden efter livet.
Verden vender vrangen ud.
Oplysningen indser at alting er energi.
Ikke i i jubel over den fantastiske natur.
Men i aftenskæret af virkeliggørelsen af e=mc^2.

Hvor tabuerne skjuler sig

Viste du at fuglen Phoenix var et tabu?
Uanset hvad man gør for at brænde et tabu af så opstår der altid et nyt.
Prøv du at gå ud og fortæl verden hvad du virkeligt mener.
Stå frem på TV og fortæl dem hvad du mener.
Fortæl dem hvad du mener om det du mener mest om.
Fortæl dem hvordan du selv mener samfundet kunne virke.
Hvorfor ikke? Ja, det er jo ikke rart at sige noget, om noget man ikke er ekspert i. Men det er jo aligevel et tabu. For tabuer skabes ofte fordi det af en eller anden gund er ubehageligt at snakke om emnet.

Det er som om holdninger og personlige overbevisninger er blevet forvist til soveværrelset.
Og det er selvom det, er af de personlige overbevisninger om samfundet, at hele den demokratiske verden lader sig lede. Med et tabu dér udelukker man noget af det menneskelige fra selve styre processen. Det er ligesom at afskaffe valg, at afskaffe personlige overbevisninger fra det der skal stemmes om.

Af og til forvildes man aligevel til at tro at de slet ikke findes mere. Og man henledes til den forestilling at alle tabuer er faldet, og der nu kun er privatlivets totale offentlighed tilbage. Desvære er det bare en drøm hos den sovende.

Waking shaking

Imagine waking up to this. A being with a past that has given it a body that surpasses bodies. A body that make tools. A body that makes bodies. Surpassing its fellow beings it remains humble, lest it destroy the world like a giant in a flowerbed.
Imagine waking up to this. The beings has forgotten themself and dont know what they are. Procreating is seen as an end in itself. To be the first family to fill the world with kin.
Imagine waking up to this. Being meat-eaters they look upon other beings not as being but as animals and their mouths water and bellies thirst for water and food. They drink the water. They kill the animals. They burn the forrests to be warm and full. Burning to be free from time. Their past.